Ny film om Greg Lemond kan opleves ved dansk festival
CPH:DOX er blandt verdens største dokumentarfilm festivaller. I år afvikles festivalen den 15. til 26. marts. Ved festivalen er det blandt andet muligt at opleve europapremieren på The Last Rider, den utrolige historie om Greg Lemonds liv.
Lemond blev den første amerikaner til at vinde både VM og Tour de France. Han kom tilbage fra en tragisk vådeskudsulykke, og vandt den måske mest berømte udgave af Tour de France, nemlig i 1989, otte sekunder foran Laurent Fignon.
Lemond blev cykelsportens første millionær, og et symbol på at sporten gik ind i en ny tidsalder med fokus på udstyr og teknologi. Et billede på opgøret mellem fransk arrogance og amerikansk gå-på-mod.
Alex Holmes har lavet en gribende dokumentar om amerikaneren, der ændrede cykelsporten og også har bragt emnet om et sexuelt misbrug som barn, til debat. En film for cykelfans og dem, der elsker de dramaer som sport og livet kan frembringe. The Last Rider er en personlig film om en stor personlighed.
Se hvornår du kan opleve The Last Rider i forbindelse med CPH:DOX på cphdox.dk/film/the-last-rider.