Nykåret verdensmester er med i DBCs 3-dagesløb
Fredag aften blev hollandske Yoeri Havik verdensmester i pointløb. Til november, den 10. til 12., kommer han til Ballerup Super Arena for at deltage i tredje udgave af DBCs 3-dagesløb.
“Det giver jo sig selv med sejren fredag aften, men Havik er bare generelt en af verdens bedste baneryttere. Han leverer altid varen, når han kører i Ballerup. Så derfor er vi både stolte af og glade for at han igen kommer til vores 3-dagesløb”, udtaler DBCs formand Bjarne Kratholm.
Havik sejrede fredag foran tyske Roger Kluge og belgiske Fabio van den Bossche. Han skal den 10. til 12. november køre i Ballerup Super Arena med landsmand Niki Terpstra og de to er selvskrevet blandt favoritterne.
I 2020 vandt Havik den første udgave af DBCs 3-dagesløb sammen med Jan van Schip.
Den 10. til 12. november køres tredje udgave af DBCs 3-dagesløb Ballerup Super Arena. Der køres både for herre- og kvindeelite, et talentløb og et løb for Mini-ryttere. Køb din billet og læs meget mere om eventet på www.dbc3dages.dk.
Foto: Jesper Skovbølle.