Nyt navn: Formuepleje Grand Prix Herning.
Danmarks nok største endagesløb skal i 2021 køre under navnet Formuepleje Grand Prix Herning.
Løbet bliver afviklet den 29. maj på grusvejene omkring Herning og får deltagelse af ni internationale hold.
”Vi er utrolig glade for, at Formuepleje var med på at genoptage samarbejdet efter det sidste års turbulens for os alle,” siger Steffan Bill fra Grand Prix Herning-organisationen og fortsætter: ”Formuepleje er en virksomhed med store visioner på sit felt, og på den måde synes jeg, at vi matcher hinanden rigtig godt”
Grand Prix Hernings vision er at løfte løbet tilbage i en international liga, og det gør man i år, hvor man har signet et felt med hold fra bl.a. New Zealand, Tjekkiet, Holland, Sverige og naturligvis Danmark. Det største hold er uden tvivl det norske hold Uno-X PRO Cycling Team som med sportsdirektør Christian Andersen i spidsen har et tydeligt dansk islæt.
”Som det ser ud nu, hvor holdene har indgivet deres bruttoopstilling, så ser det ganske godt ud. Både vi og Uno-X har naturligvis en interesse i at præsentere rytterne på hjemmebanen, hvor flere af dem jo også har gjort en flot figur i netop Grand Prix Herning,” siger en tilfreds Steffan Bill.
Fra Danmark kommer den danske elite, hvor især Team ColoQuick og Riwal Cycling Team har vist sig stærke i det danske forår.
”Den danske elite har et højt niveau. Det kan man se på de DCU-teams, som giver conti-holdene konkurrence hver weekend. Jeg føler vores felt i år er meget homogent jævnbyrdigt på trods af, at vi har hold med fra tre
niveauer.Vi har ca. 10 teams på venteliste til den her weekend, så vi har kunnet udvælge dem, vi mener passer bedst i det samlede billede og kommer til Danmark for at køre cykelløb.”
Du kan se hele feltet her: gpherning.dk/da/hold