Bane

Opbygning til 6-dagesløbet i Ballerup er indledt

Opbygningen af Ballerup Super Arena til Bilka 6-dagesløbet er nu for alvor indledt. Torsdag starter det 56. 6-dagesløb i København.  De kommende dag vil der blive bygget op på både inderkredsen med VIP-område, presseområde og med barer og meget andet samt naturligvis på yderkredsen med boder, barer og rigtig meget andet.

Der deltager 16 par i den professionelle del af løbet, der skal køres fra torsdag til tirsdag. En stor del af rytterne kommer direkte fra 6-dagesløbet i Berlin, der afsluttes tirsdag nat. Par nr. 7 er belgiske Kenny de Ketele og danske Michael Mørkøv, der sætter rekord ved at køre i det berømte par for tiende gang.

Der køres desuden Mini 6-dagesløb, 6 Dages Cup for amatører, 3-dagesløb for junior samt Ladies Cup i forbindelse med 6-dagesløbet. I sidstnævnte køres omnium over tre dage samt afsluttende med det første dame parløb nogensinde i Danmark. Dette køres lørdag aften og er registreret på den internationale cykelunions kalender, og giver dermed verdensrangliste point.

Billetsalget til Bilka 6-dagesløbet foregår via BT Shop.