BaneTopartikler

Par nr. 7 til DBCs 3-dagesløb er på plads

Når Danmarks ældste og største cykelklub, DBC, den 7. til 9. februar afholder historiens første 3-dagsløb i Ballerup Super Arena bliver det med rutinerede Michael Mørkøv samt unge og talentfulde Oliver Wulff Frederiksen som par nr. 7. Parret bliver præsenteret af Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring a/s.

“Fantastisk initiativ af DBC med dette nye 3-dagesløb. Jeg håber virkelig at mange tilskuere kommer og bakker op omkring det, og glæder mig til igen at køre sammen med Michael i en forhåbentlig fyldt cykelarena. Kom ud og støt os”, forklarer Oliver Wulff Frederiksen med henvisning til at de to sidste år kørte som par nr. 7 i det københavnske 6-dagesløb.

“Oliver havde en fantastisk debut som en del af par nr. 7 ved 6-dagesløbet sidste år. Derfor ser jeg frem til at genoptage vores makkerskab ved DBCs nye 3-dagesløb til februar i Ballerup Super Arena. 6-dagesløbet har de senest år været et stort tilløbsstykke, og jeg håber at vores trofaste publikum også vil støtte op om denne nye model. Jeg kan i hvert fald garantere at jeg vil levere mit ypperste for at give publikum den oplevelse de kommer for at få”, lyder det fra Michael Mørkøv, der uddyber: “Jeg er imponeret over at en klub som DBC med så kort varsel tog handsken op, og har kunne stable dette løb på benene, takket være højt engageret medlemmer og klubbens trofaste sponsorer.”

Et stærkt dansk par nr. 7 har været en tradition i danske parløb siden Kay Werner skabte begrebet i 1953. Denne tradition fortsætter nu ved DBCs 3-dagesløb. Dette kan du læse meget mere om i bogen 6-dagesløb.

DBCs nye 3-dagesløb skal køres for herre- og kvindeelite plus et talentløb, et miniløb samt for sprintere. Tre dage med cykelløb i verdensklasse i Danmarks største cykelarena.

Stævnets officielle website er www.dbc3dages.dk.