Bane

Philip Mathiesen vandt den 15. udgave af Kim Refshammers Mindeløb

Det blev Philip Mathiesen, der lørdag i Ballerup Super Arena vandt den 15. udgave af Kim Refshammers Mindeløb. Mathiesen vandt foran Adam Holm Jørgensen, der forsøgte et tidligt angreb, men blev slået på stregen af Mathiesen. Emil Schandorff nr. tre.

Kim Refshammer var dansk banelandstræner fra 1984 til 1994 og igen fra 1998 og frem til sin død. Dermed var han træneren bag blandt andet en række OL-medaljer, og var generelt en meget vellidt træner. Som aktiv deltog Refshammer blandt andet på 4000 meter holdet ved OL i Montreal i 1976.

I 2002 døde Refshammer, blot 46 år gammel efter et hjertestop under en joggingtur i Utterslev Mose. Et chok for dansk cykelsport, der efterlod et stort tomrum.

Siden 2005 har der hvert år været afviklet Kim Refshammers Mindeløb i Ballerup Super Arena. 2019-udgaven bliver den 15. udgave.

Løbet køres for U19- og U17 ryttere over 5 km, hvor de første 4 km er efter en Derny, der langsomt øger farten, så det til sidst går rigtig stærkt.