Riwal Ceramicspeed satser på GP Herning
Torsdag blev 2018-udgaven af Riwal CeramicSpeed teamet officielt præsenteret hos Jysk Fynske Medier i Odense. Ved præsentationen fortalte sportsdirektør Michael Blaudzun blandt andet, at det danske endagesløb GP Herning er blandt årets helt store mål for teamet.
“De to sidste år er vi blevet nummer to ved henholdsvis Jonas Gregaard og Andreas Kron – så i år sætter vi alle sejl til for at snuppe førstepladsen ved GP Herning”, forklarede Blaudzun, der selv vandt det danske grusløb tilbage i 2005.
GP Herning er det tætteste Danmark kommer på at have et klassisk endagesløb. Herning-løbet har været kørt siden 1992, dog ikke i 2008 og 2012, hvor manglende økonomi tvang arrangørerne til aflysning. Ruten er rundt i området omkring den midtjyske by og altid med omkring 30 kilometer grusvej heriblandt den berygtede ”Den gyldne Middelvej”, der ofte splitter feltet. Et andet kendt punkt på ruten er stigningen Trehøje, der kommer efter et grusstykke, dog tidligt i løbet.
Claus Michael Møller sejrede i første udgave i 1992. Bjarne Riis, der som bekendt er opvokset i Herning, har tre sejre fra 1996 til 1998, alle vundet ved solokørsel i slutfasen. Michael Sandstød, Frank Høj og hollandske Rudi Kemna har to sejre hver i det midtjyske løb, der også har heddet GP Midtbank og GP SATS. Blandt andre markante vindere kan nævnes norske Kurt-Asle Arvesen i 2007 foran den lokale Rene Jørgensen, der til gengæld vandt løbet i 2009. Allan Johansen vandt i 2006, hvor han også blev dansk mester. Her blev en ung Alex Rasmussen nr. tre. Senere vandt Rasmussen i 2010. Fra 2014 har GP Herning været en del af Danmarks Cykle Unions Post Cup, og har dermed haft danske vindere.
I 2018 skal løbet køres den 21. april.
Søndag indleder Riwal CeramicSpeed i øvrigt sæsonen i det hollandske Ronde van Drenthe, hvor der stilles med Jonas Aaen, Martin Mortensen, Troels Vinther, Søren Siggaard, Tobias Mørch, Andreas Kron og Andreas Stokbro samt med Rabobank Dorpenomloop Rupchen, hvor teamet har Patrick Clausen, Stefan Djurhuus, Sebastian Lander, Jesper Mørkøv, Mathias Norsgaard, Peter Haslund og Jonas Gregaard til start.