Sebastian Lander gør comeback i Bilka 6-dagesløbet
Når der den 1. til 6. februar køres Bilka 6-dagesløb i Ballerup Super Arena bliver par nr. 8 præsenteret af Rygter, og skal bestå af den danske landevejsmester fra 2012 Sebastian Lander og tyske Nico Heßlich
Lander gør dermed comeback i løbet. Den tidligere U19 verdensmester i pointløb har kørt 6-dagesløb i Ballerup tre gange fra 2011 til 2013 med henholdsvis australske Luke Roberts, østrigske Andreas Müller og hollandske Nick Stöpler som makkere.
“Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage til Bilka 6-dagesløbet. Stemningen i Ballerup er noget specielt”, lyder det fra Sebastian Lander, der fra 2018 er vendt tilbage til Danmark efter en række år i Italien, og i 2018 kører for Riwal Ceramicspeed teamet. Den tidligere danske mester ser med stor optimisme frem mod den nye sæson. “Jeg har endelig fået styr på min stofskifte sygdom, der har præget mig i mange år, og mærker en klar fremgang”, uddyber Sebastian Lander.
Nico Heßlich skal køre 6-dagesløb i Ballerup for tredje gang. I 2014 kørte han med Simon Bigum og sidste år blev det til ottendeplads med landsmand Achim Burkart.
Bilka 6-dagesløbet 2018 skal afvikles den 1. til 6. februar. Billetsalget foregår via BT Shop.