Sejr til Marc Hester i Gert Franks æresløb
Sæsonen på Aarhus Cyklebane sluttede fredag aften med Gert Franks æresløb, der blev afviklet som et Derny pace Grand Prix med elleve deltagere. De to semifinaler blev vundet af henholdsvis Jakob Mørkøv og Marc Hester. Finalen blev en triumf for Team Wiggins-rytteren Marc Hester, der vandt foran hollandske Christian Kos og Jacob Mørkøv. På de følgende pladser fulgte Aske Vorre, Jakob Frandsen og Anders Fynbo.
Marc Hester blev pacet af tyske Peter Bäuerlein. Christian Kos blev pacet af hollandske Rene Kos, mens Jacob Mørkøv blev pacet af danske Michel Rasmussen.
Hester/Bäuerlein slog i øvrigt banerekord over de 10 km i finalen med 10 minutter og 31,829 sekunder. En tid, som skar hele 36 sekunder af Jacob Mørkøvs eksisterende banerekord fra i fjor.
På dagen blev der blandt andet også kørt et indledende linjeløb over 15 omgange. Også her sejrede Marc Hester.
Aftenens omnium blev vundet af Mads Meyer.
Se resultater fra dagen her.
Læs mere om Gert Frank på dette link.