Stærk makker til Michael Mørkøv i Par nr. 7
Michael Mørkøv får den stærke belgier Kenny De Ketele som makker, når Bilka 6-dagesløbet skal afvikles i udgave nr. 56 den 1. til 6. februar.
Når der til februar køres Bilka 6-dagesløb i Ballerup Super Arena bliver det for tiende gang med Michael Mørkøv som en del af det berømte Par nr. 7. Mørkøv sætter dermed rekord, og bliver nu for alvor en levende 6-dages legende. Makker i det berømte par i 2018 bliver belgiske Kenny De Ketele.
“Jeg tror ikke, der findes en stærkere rytter i 6-dagefeltet lige nu end Kenny De Ketele. Dermed får jeg de perfekte betingelser for at vinde i Ballerup for syvende gang”, forklarer Michael Mørkøv fra Australien, hvor han er på træningslejr med sit nye Quick-Step Floors Cycling Team. “At jeg nu sætter rekord med antal gange i Par nr. 7 er næsten ikke til at tro. Det er en kæmpe drøm for mig, der går i opfyldelse”, uddyber den stærke rytter.
I skrivende stund deler Michael Mørkøv rekorden med antal gange i Par nr. 7 med hans tidligere makker Alex Rasmussen. Men til februar overtager Quick Step-rytteren altså rekorden alene. Kay Werner og Jens Veggerby har begge kørt med 7-tallet otte gange, mens Gert Frank og Jimmi Madsen syv gange har været en del af det berømte par.
Kenny De Ketele har vundet 14 6-dagesløb i sin karriere. Senest er det blevet til sejr i Gent med sin normale makker Moreno De Pauw. De to fører også lige nu 6-dagesløbet i Rotterdam. Ved sidste års 6-dagesløb i Ballerup blev De Ketele/De Pauw nr. to. En placering de også opnåede i 2016. De Ketele har i sin karriere desuden vundet et hav af internationale mesterskabsmedaljer.
Bilka 6-dagesløbet 2018 skal afvikles den 1. til 6. februar. Billetsalget foregår via BT Shop.