Stærkt felt til torsdagens historiske DM i Dernypace
Torsdag afvikles historiens første DM i Dernypace i Ballerup Super Arena. Og der er lagt op til et super spændende DM med rigtig mange profiler til start.
Der køres over tre kvalifikationsheat og en finale, der skal køres over 30 km med start kl. 19:40.
På startlisten er blandt andre Oliver Wulff Frederiksen, der netop har kørt Londons 6-dagesløb, de stærke Riwal Readynez-ryttere Andreas Kron, Rasmus Bøgh Wallin og Tobias Mørch Kongstad, U19 verdensmesteren i scratch Benjamin Hertz, U19-landsholdsryttere som Marckus Njor, Tobias Lund Andresen og Robin Skivid, stærke baneryttere som Arne Birkemose, Anders Fynbo og Peter Busk samt en række øvrige stærke ryttere.
Dørene i Ballerup Super Arena åbner torsdag kl. 17. Der afvikles også Andreas Byskov Sarbos Mindeløb, sprint, parløb og meget andet spændende cykelløb. Entré i hallen er blot kr. 50,-
Foto: Jesper Skovbølle.