GravelMotion

Tag på gravelrejse til Frankrig

Gravel er overalt. Både i Danmark, men også rigtigt meget i resten af Europa. Vil du gerne afprøve dine evner på gravel andre steder end Danmark, så er det måske en ide at tage med Dan Frost Cycling på gravelrejse til Côte d’Azur i Frankrig.

“Vi har selv et hus i området, men har primært kørt på vejene. En dag for omkring 8 år siden fortalte min nabo begejstret mig, at han havde købt sig en mountainbike og var begyndt at køre på skovstierne. Han fortalte om den totale stilhed og nogle oplevelser og udsigter som mere end matchede, hvad han havde oplevet på sin racer”, fortæller Dan Frost.

“Da gravelcyklen efterhånden fik mere og mere tag i folk – og dermed mere og mere overtog rollen fra mountainbiken, så besluttede jeg mig for at investere i en gravelcykel herhjemme i Danmark. Nu har jeg i 6-7 år kørt på min gravelcykel hver eneste vinter hjemme i Danmark og nydt den frihed man har til både at køre en del af ruten på landevejen, som jeg stadig elsker – og samtidig kombinere det med et smut ind i skoven eller hen over markvejen undervejs på mine cykelture. Sidste sommer (2024) fik jeg så endelig købt en gravelcykel til sommerhuset i Frankrig – og en hel ny verden åbnede sig for mig”, uddyber Frost om baggrunden for at han nu har lavet en graveltur til området.

Turen er i uge 22, og det er planen at der hver dag skal køres mellem 60 og 80 kilometer med guider til at finde vej og lede de forskellige hold, som deltagerne opdeles i. Terrænet der køres i er mere udfordrende end en grusvej i de danske skove. På turen er der inkluderet seks overnatninger på 4-stjerner hotel.

Du kan læse mere og bestille turen hos Dan Frost cycling på dette link.