Team Novo Nordisk klar til PostNord Rundt 2017
Som det har været tilfældet i de seneste udgaver af PostNord Danmark Rundt er det amerikanske Pro Kontinentalhold Team Novo Nordisk igen i 2017 med i Danmarks største cykelløb.
Og teamet har allerede besluttet, at de stiller med Fabio Calabria (Australien) Romain Gioux (Frankrig), Joonas Henttala (Finland), David Lozano (Spanien), Javier Megias (Spanien), Andrea Peron (Italien), Charles Planet (Frankrig) og Martijn Verschoor (Holland) i det danske etapeløb. Otte ryttere som, ifølge holdets General Manager Vassili Davidenko, er der stærkeste mandskab Team Novo Nordisk kan stille.
“Vi har igen i 2017 valgt at invitere Team Novo Nordisk til at køre med i PostNord Danmark Rundt af flere grunde. At man kan drive et professionelt cykelhold, udelukkende med ryttere der har diabetes 1, er et meget flot projekt. Projektet og holdets mission bakker vi fuldt op omkring. Det her hold og dets ryttere fortjener om nogen klapsalver og støttende tilråb langs ruten”, siger løbsdirektør Jesper Worre og uddyber: “Holdet er amerikansk, hovedsponsoren er dansk, og ikke færre end seks nationaliteter er på holdkortet. Vi er glade for, at et stærkt og internationalt Team Novo Nordisk igen i 2017 kører med i PostNord Danmark Rundt”, siger løbsdirektøren.
PostNord Danmark Rundt 2017 indledes den 12. september fra Frederiksberg Rådhus
Har du brug for information om historien om Danmarks største cykelløb kan du for blot kr. 100,- købe bogen Historien om Post Danmark Rundt – De 25 første udgaver på Bike N’Run her.