Tid til femte udgave af Andreas Byskov Sarbos Mindeløb
Torsdag arrangerer verdens ældste cykelklub, DBC Ballerup, den femte udgave af Andreas Byskov Sarbos Mindeløb i Ballerup Super Arena som et pointløb.
Andreas Byskov Sarbo var et af de mest lovende talenter i dansk cykelsport. Han kørte oprindeligt for Lyngby CC, og i 2019 for Team NPV – Carl Ras Roskilde Junior, hvor han i maj 2019 vandt en etape i Fredsløbet i Tjekkiet. Dette med det danske landshold. I seks sæsoner kørte Andreas i Ballerup Super Arena. Andreas Byskov Sarbo døde den 1. juni 2019 efter at være påkørt af en bilist under en enkeltstart i Tour de Himmelfart ved Odder. Andreas Byskov Sarbo blev blot 18 år.
Første udgave af Andreas Byskov Sarbos Mindeløb blev kørt som et scratchløb i Ballerup Super Arena den 7. november 2019. Her vandt Frederik Egehus foran Ludvig Wacker og William Blume.
Anden udgave blev kørt den 14. november 2020 og blev vundet af Andreas Kron. Der blev kørt som en pointløb. Kron sejrede foran Frederik Wandahl og Rasmus Bøgh Wallin.
Tredje udgave var et pointløb kørt over 20 km den 16. december 2021. Marckus Njor sejrede foran foran Conrad Haugsted og Tobias Levring. De tre ryttere endte en omgang foran de næste. Nr. fire blev Philip Mathiesen og nr. fem Anders Fynbo.
Fjerde udgave blev kørt den 27. oktober 2022 som et pointløb over 50 omgange. Her sejrede Gustav Wang foran Julius Johansen og Philip Mathiesen.