BaneHistorie

Tidligere dansk mester og OL-deltager er død

Tidligere toprytter Kurt vid Stein er død

Af Henrik Elmgreen

Kurt vid Stein var en af de markante skikkelser i dansk banesport i perioden fra midten af 1950’erne til midten af 1960’erne. Han hørte til blandt de ”tunge” ryttere med 2 sejre i DM i 4 km individuelt forfølgelsesløb 1959 og 1960. Hans speciale var forfølgelsesløb, såvel individuelt som for hold. I 4.000 meter holdforfølgelsesløb var han ankermand på det københavnske hold med DM-sejre i 1962, 1963 og 1964.

Han var også kaptajn på det hold der i 1962 i Milano vandt VM-sølv og året efter VM-bronze i Liège. Han deltog ved OL i 1960 og 1964 i 4.000 meter holdforfølgelsesløb.

Tilmed var han en glimrende omnium-rytter og han vandt fire gange klassikeren Omnium Ordrup 1958, 1959, 1960 og 1964.

Kurt vid Stein var vellidt blandt sine konkurrenter på Ordrupbanen og et forbillede for banens  unge ryttere.

Kurt Vid Stein blev født den 17. november 1935 og døde natten mellem den 21. og 22. juli 2022.