Bane VMTour de France

To cykelryttere nomineret til ny magisk pris

Når toppen af dansk idræt mødes i Jyske Bank Boxen for at hylde alle de store præstationer fra sportsåret 2024, så bliver det med en ny pris på scenen: ’Årets magiske øjeblik’.


Prisen hylder sportslige øjeblikke, vi aldrig glemmer. Det er øjeblikke, der gav gåsehud og måske tårer i øjnene. Den uddeles af Team Danmark og Danmarks Idræts Forbund (DIF).

Ud af et større felt har repræsentanter fra DIF, Team Danmark, DR og Danmarks Atletkomité nu udvalgt tre nominerede til ’Årets magiske øjeblik’:
 
Julie Leth – som vandt to VM-guldmedaljer i banecykling foran et euforisk hjemmebanepublikum og med sin VM-guldmedalje om halsen tager sin etårige søn på armen efter at have kæmpet sig tilbage til verdenseliten efter en fødsel og få måneders træning.
 
Jonas Vingegaard – som vandt en magisk sejr på 11. etape af Tour de France, hvor han på imponerende vis indhentede Tadej Pogačar og slog ham i den afgørende spurt. Sejren var ekstra særlig pga. Vingegaards alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt tidligere på sæsonen, som gjorde ham til en tvivlsom starter på touren. 
 
Bjørk Nørremark – som efter første sit første længdespring til PL uforskyldt mistede sin markering, da en konkurrent fik skubbet til mærket. Det resulterede i en frustrerende springserie for Bjørk, hvor alt var helt ’off’ indtil sjette og sidste spring. Her satsede hun hele butikken, lavede et fantastisk spring og vandt bronze.