Bane

Torsdag indledes banesæsonen i Ballerup Super Arena

Torsdag indleder verdens ældste cykelklub, DBC Ballerup, banesæsonen i Ballerup Super Arena med et stævne, der blandt andet byder på det traditionsrige Kim Refshammers Mindeløb, men også på et super spændende paromnium og så uddeles Thorkild Madsen Fondens legat.

Dørene åbner kl. 18, og første start er fra kl. 18:30. Der indledes med scratch som første løb i paromnium. De øvrige afdelinger er 1000 meter på tid, Derny og parløb.

I stævnet deltager blandt andre en række gode profiler fra dansk cykelsporten. Tilmeldt er nemlig Andreas Stokbro, der har kørt en super flot sæson på det norske Team Coop, Rasmus Bøgh Wallin der har være blandt de stærkeste i den danske A-klasse i 2022, de stærke baneryttere Anders Fynbo og Arne Birkemose, U19 verdensmester i enkeltstart i 2021 Gustav Wang, U19 verdensmesteren i scratch fra 2021 Philip Mathiesen plus den meget rutinerede og hurtige Mathias E. Larsen samt de talentfulde Albert Holm og Marckus Njor. I alt deltager elleve par er med i aftenens paromnium.

På aftenen køres også udgave nr. 16 af Kim Refshammers Mindeløb. Kim Refshammer var dansk banelandstræner fra 1984 til 1994 og igen fra 1998 og frem til sin død. Dermed var han træneren bag blandt andet en række OL-medaljer, og var generelt en meget vellidt træner. Som aktiv deltog Refshammer blandt andet på 4000 meter holdet ved OL i Montreal i 1976. I 2002 døde Refshammer, blot 46 år gammel efter et hjertestop under en joggingtur i Utterslev Mose. Et chok for dansk cykelsport, der efterlod et stort tomrum. Siden 2005 har der hvert år været afviklet Kim Refshammers Mindeløb i Ballerup Super Arena. 

Torsdag aften uddeles i Ballerup Super Arena også et legat fra Thorkild Madsen Fonden. Den 7. oktober 1985 fyldte den populære og folkekære cykelleder Thorkild Madsen 70 år. I den forbindelse blev Thorkild Madsen Fonden oprettet. Siden har legatet været uddelt hvert år, og til dato er mere end 275.000 kr. uddelt som belønning og opmuntring til den danske cykelungdom.

Åbningsstævnet forventes at slutte omkring kl. 22. Der er entré med DBC Ballerups medlemskort eller ved betaling af kr. 50 i døren.

Se aftenens startlister og program på dette link.

Foto: Jesper Skovbølle