Tre kvindelige landevejsryttere udtaget til OL
Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard Bjerg og Solbjørk Minke Anderson er udtaget af Danmarks Olympiske Komité til at repræsentere Danmark i landevejscykling til OL i Paris.
Når kvindernes linjeløb til OL i Paris skal afvikles over 158 km, bliver det med Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard Bjerg og Solbjørk Minke Anderson i de røde og hvide trikoter. De tre ryttere er i dag officielt blevet udtaget af DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, på baggrund af en indstilling fra Danmarks Cykle Union. Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg er samtidig udtaget til at køre enkeltstart.
”Det er en stor ære at blive udtaget. Som lille drømte jeg altid om at komme til OL, for det er det største at kunne repræsentere sit land til de olympiske lege. Det føles som om, at vi er en del af noget større, fordi vi er de bedste inden for hver vores sportsgren samlet på ét sted, og jeg glæder mig til at fyre den af på landevejen sammen med holdet og forhåbentlig køre med om medaljerne til Danmark,” siger Cecilie Uttrup Ludwig.
Enkeltstarterne for både kvinder og mænd køres 27. juli og kvindernes linjeløb køres 4. august, mens mændenes køres 3. august.