Trine Schmidts blog: Hello from Down Under!
Womens Tour Down Under er afviklet og de første løbs kilometer er kommet i hus. Det har været fedt at køre med med mit nye hold, Team VIRTU Cycling Women for første gang. Vi har kørt ræs på bakker, længere stigninger og kæmpet med sidevinden som der, for mig ret overraskende, har været rigtig meget af! Tour of Qatar er det rene vand hvis man sammenligner 🙂
Resultatmæssigt gik det nok ikke helt som vi havde håbet, men et par enkelte top 10 placeringer til vores Norske sprinter Emilie Moberg blev det dog til. Vi gik efter mere, men må samtidig bare erkende, at vi ikke er i samme topform som de australske ryttere. Til gengæld er vi kommet i gang, har fået vind på næsen og høstet en god gang træning samt ikke mindst erfaring i hvordan vi skal anvende hinanden. Det er klart at, at de fleste af os er erfarne ryttere som ved hvad det vil sige at køre som et hold, men alligevel er det en fordel at kende hinandens styrker og svagheder – 2018 er i gang!
Personligt har det for mig været en succes at mærke, at formen er på rette vej. Benene har været med mig og jeg har været i stand til at udføre min givne rolle på holdet. Jeg bliver aldrig bjergrytter, men har alligevel været positivt overrasket over min form i det relativt hårde terræn. Samtidig er jeg en god vandbærer og kan skærme de andre for vinden – hvilket jo også skal passes 🙂
Tour Down Under er et meget populært og velorganiseret løb. Især herreholdene nyder godt af at blive fløjet ind på 1. klasse og bor på lækre hoteller. Kvinderne derimod, flyver selv herover og bor på et kollegie med fællesbad og kantine. Det er nu fint nok og jeg skal ikke være en brokkerøv – men der er vidst stadigvæk lang vej for kvindecyklingens udvikling på flere fronter. Når det så er sagt, så er løbet stadig rigtig godt arrangeret og det er superfedt at damerne har fået løb med UCI status i Australien igen. Det er positivt!
I den kommende uge bliver vi i Adelaide – ikke for at følge med i mændenes løb, men for at udnytte “ventetiden” som en træningslejr. Det bliver godt at træne med holdet og udnytte de sommerlige temperaturer på bedste vis. Næste opgave bliver i Geelong 23-25 januar hvor vi deltager i Cadel Evans Great Ocean Race. Geelong var værtsby for VM tilbage i 2010, hvor det lykkedes Matti Breschel at erobre en flot sølvmedalje. Dengang – tilbage i 2010 var der faktisk ikke udtaget en eneste dansk dame rytter til VM – noget andet idag, hvor der virkelig er kamp om pladserne. Fed udvikling.
Anyways, mens jeg cykler rundt på den anden side af jorden er det blevet bekendtgjort at jeg sammen med Julie Leth deltager i Københavns seksdagesløb i starten af februar. At deltage i 2017 var en super sjov oplevelse og jeg glæder mig til endnu engang at vise mig frem i Ballerup. Desværre kan jeg i år kun deltage på tredje og sidstedagen af Ladies Cup, da jeg mildest talt kun lige når at lande i Kastrup før startskuddet går. Man har i år valgt at afslutte Ladies Cup med et UCI parløb som jeg meget gerne vil deltage i. At man ovenikøbet bliver udstyret med et 7 tal på ryggen, gør jo kun det hele lidt sjovere – selvom jeg godt ved, at vi næppe bliver hovedattraktionen. Julie har udvist bekymring for, om jeg kan holde mig vågen når hun svinger mig rundt. Julie, det tør jeg godt love, at jeg kan. Det kan dog godt være, at jeg er lidt groggy. Ikke desto mindre vil jeg gøre mit bedste og jeg håber da, at vi kan køre en topplacering hjem. Det bliver sjovt at kæmpe foran et hjemmebanepublikum!
/Trine
