Trine Schmidts blog: Parløb? Kommer tid, kommer råd!
I Kristi Himmelfartsferien deltog jeg i Riders Cup, et etapeløb over 4 dage. Det blev en god afslutning på maj måned og jeg fik nogle fede løb med drengene i benene! Efter 2 etaper lå jeg godt til, men desværre tabte jeg terræn i klassementet med en punktering på ADA bakken… Sådan er cykelløb – det vigtigste var hårdheden og at jeg fik lov at lege med. Nu er jeg klar til at indtage Juni måned som for mit vedkommende indebærer en masse baneløb samt DM i Grindsted!! Tiden flyver – jeg synes lige sæsonen er gået igang og nu er vi snart halvvejs!
I næste weekend træder jeg ind i mit sidste år i 20’erne. Ja, selvom jeg ofte bliver konfronteret med det, så er jeg altså endnu ikke veteran. Jeg har et år at trække på endnu, og selv når jeg når de 30 år har jeg ikke i sinde at indløse veteran licensen…
Samtidig med at jeg indtager mit 29’ende år farer jeg også til Tyskland. Jeg skal sammen med Amalie Winther Olsen deltage i 3 dage med parløb på 3 forskellige baner. Tanken er at køre noget sjovt og intensivt cykelløb og få genopfrisket evnen til at køre parløb. Det er efterhånden ved at være nogle år siden jeg sådan rigtig har anvendt slynggrebet – jeg glæder mig til at se hvordan vi begår os i feltet, som indeholder par fra syv forskellige nationer. Parløb er stadig en ny disciplin i damecykling, men vi danskere er relativt godt med, eftersom vi som har kørt siden barnsben, har stiftet bekendtskab med parløb i en tidlig alder – og det er, rent teknisk, et stort plus!
Sidst år blev disciplinen indført i World Cuppen og jeg har spændt kigget med fra sofaen. Jeg skal være den første til at indrømme, at det i vinters ikke altid var lige kønt og nogle af løbene har mildt sagt set meget farlige ud – så farlige at jeg personligt ville værdsætte et kram inden jeg eventuelt selv skulle kravle op på velodromen. Men…. man skal jo starte et sted og Rom blev ikke bygget på én dag.
Jeg har bemærket, at der er mange som har grint og kritiseret kvinderne som har begået sig i parløbsfeltet henover vinteren – styrt, dårlig teknik, galamatias og amatører – Og det bliver jeg sgu’ lidt irriteret over. Man er nødt til at erkende, at parløb er nyt for kvinder og ikke er noget som alle brillere i fra første færd – det er der absolut ingen der gør. Alle ryttere, børn, mænd og kvinder skal lære teknikken og opnå rutine i et parløb før det er relativt sikkert. World cuppen tiltrækker bare så meget opmærksomhed, da det er cykelryttere på højeste niveau og ikke plejer at være en nybegynder arena…
Det er ikke kvindernes skyld, at de de bliver kastet ind i en ny disciplin uden varsel. Det er for mange lande stadig relativt nyt, men jeg er sikker på at niveauet bliver højere og teknikken bliver bedre i løbet af kort tid. Man skal ikke kigge længere end blot 10 år tilbage for at se en markant forskel i kvindernes banefelt. Dengang var der en tendens til, at kvinderne ofte lå ved barrieren og spurtede om sejren eller pointene… Der var måske også en tendens til, at der var lige lovligt mange styrt.
Jeg vil så nødigt skære alle over en kam, der var nemlig også dem som kørte rigtigt væddeløb for 10 år siden!Men udviklingen er tydelig. Man kører i større gear og farten er generelt bare højere! Det vidner om, at flere lande tager kvinderne med i deres banesatsninger. I sidste ende skaber det bedre ryttere og dermed cykelløb med spænding og kvalitet. Præcis som man også ser det på landevejen og i MTB sporten.
Jeg glæder mig over at parløb for damer er kommet på dagsordenen – og hvem ved, måske kommer det også på OL dagsordenen? Det er der meget som kunne tyde på. Det må tiden vise. Lige nu glæder jeg mig bare til at komme til Tyskland og give min makker en god svingom’ 🙂
/Trine
