BaneTopartikler

Trofast sponsor fortsætter hos Par nr. 7

Når det 56. københavnske Bilka 6-dagesløb skal afvikles den 1. til 6. februar bliver det for niende gang med virksomheden Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring a/s som sponsor for Par nr. 7. Men faktisk er det tiende år, og dermed jubilæum, at Lundbæk & Hansen er med i 6-dagesløbet, da de i 2009 var sponsor for det tyske toppar Robert Bartko/Leif Lampater.

“Det har været en fantastisk rejse og en stor oplevelse hvert år. Vi glæder os til igen at komme til cykelløb fra den 1. til 6. februar. 6-dagesløbet er en fantastisk platform til at opnå synlighed, men også til at netværke og give kunder og samarbejdspartnere en stor oplevelse”, forklarer Kim Hansen, direktør i Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring a/s.

“Samarbejdet med Kim og de øvrige fra Lundbæk & Hansen har været super godt alle årene. Det er fantastisk med en sponsor, der er så engageret, og som bidrager så meget til at løfte vores event. Jeg kan kun sige tak for de første 10 år og forhåbentlig kan vi se frem til mange års samarbejde i fremtiden”, lyder det fra ejer af 6-dagesløbet Michael Sandstød.

Med Lundbæk & Hansen som sponsor har Alex Rasmussen og Michael Mørkøv vundet i Ballerup som Par nr. 7 i 2010, 2011 og 2015. Michael Mørkøv og Lasse Norman har, med Lundbæk & Hansen skrevet på maven, vundet i 2013 og 2017, mens Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv vandt som Par nr. 7 i 2016.

Det 56. københavnske Bilka 6-dagesløb afvikles den 1. til 6. februar. Hvem der kører i Par nr. 7 denne gang afsløres senere på året. Billetsalget er i fuld gang via BT Shop.