Internationalt landevejTour de France

TV2 forlænger TV-rettigheder til Tour de France

TV 2 forlænger tv-rettighederne til Tour de France og en lang række andre store cykelløb frem til 2030. De tæller blandt andre Vuelta a España og klassikere som Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège. Den nye aftale gælder både mændene og kvindernes løb.

“Rettigheden til at vise Tour de France for danskerne er en hjørnesten i TV 2s sportstilbud, derfor er jeg utroligt glad for, at vi nu kan lægge yderligere fem år til varigheden af vores lange og gode samarbejde med A.S.O., der står bag Tour de France”, siger TV 2s sportsdirektør, Frederik Lauesen.

Den nye og store rettighedsaftale tæller i alt 18 cykelløb. En god blanding af prestigefyldte Grand Tour-løb og ikoniske endagsløb, som fordeler sig sådan her:

  • Mænd: Tour de France, La Vuelta, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège, La Flèche Wallonne, Paris-Nice, Criterium du Dauphiné, Cyclassics Hamburg, Eschborn Frankfurt, Clasica San Sebastian, Paris-Tours, Tro Bro Leon og Volta Catalunya.
  • Kvinder: Tour de France Femmes avec Zwift, La Vuelta Femenina by Carrefour.es, Paris-Roubaix Femmes avec Zwift, Liège-Bastogne-Liège Femmes og La Flèche Wallonne Femmes.

“Cykling er en kernerettighed for TV 2, og med de mange dygtige danske ryttere, der i disse år imponerer på landevejene, er interessen for at følge cykling voksende. Derfor er denne pakke med de mange fantastiske cykelløb, som A.S.O. står bag, yderst attraktiv. Den tæller fra de store forårsklassikere til Vuelta a España og selvfølgelig Tour de France som kronen på værket”, siger Frederik Lauesen.