BaneHistorie

Tysk dumhed gav dansk OL-guld

Denne historie er fra bogen 50 Utrolige historier fra cykelsporten.

Danmark vandt guld i holdforfølgelse ved OL 1968 i Mexico. Men Danmark var ikke det stærkeste hold .

OL i 1968 blev de bedste lege nogensinde for dansk cykelsport . Hele fire medaljer blev det til. Leif Mortensen vandt sølv i landevejsløbet, Mogens Frey vandt sølv i individuelt forfølgelsesløb, Niels Fredborg blev nr. to i 1.000 meter på tid, og så blev det til dansk sejr i holdforfølgelse. Det var dog først efter stort drama, at de danske guldmedaljer blev en realitet .

Kun femtebedste tid
Danmark stillede med Mogens Frey, Per Lyngemark, Reno B . Olsen og Gunnar Asmussen i holdforfølgelse. Der var håb om en god dansk placering, men det var ingen selvfølge, at det danske hold skulle have medaljer. I den indledende tidskørsel havde Danmark femtebedste tid. I kvartfinalen blev det til en forholdsvis sikker sejr over Tjekkoslovakiet. I semifinalen overraskende Danmark alle ved at besejre Sovjetunionen. Russerne havde ellers kørt hele fire sekunder hurtigere end danskerne i kvalifikationen. Men Danmark var i finalen og sikker på at få medaljer. En stor triumf.

Tyskland var kæmpe favoritter i finalen. Og der var aldrig tvivl om, hvem der var bedst. Tyskerne kørte de 4 .000 meter i 4:18,94 min . og Danmark i 4:22,44 min.

Men tyskerne lavede en lille fejl, der fik enorme konsekvenser . På sidste omgang berørte Jürgen Kissner en af sine holdkammerater. Et lille let skub . Men klart imod reglerne . Tyskerne blev deklasseret, og Danmark fik OL-guld . Diskussionerne var store efter løbet, men kommissærerne stod fast, på trods af at Kissners handling ingen betydning havde haft for løbets udfald.