U23 DM skal afvikles i Skælskør og Gerlev
Danmarks Cykle Union har offentliggjort planerne for årets U23 DM.
Årets U23 DM og Master DM i enkeltstart afholdes fredag den 10. maj i charmerende omgivelser i skønne Skælskør og omegn. Med et ambitiøst mål om en sikker afvikling af enkeltstarten lukker Slagelse Kommune den 30 kilometer lange rundstrækning i de 4 timer, som enkeltstart-eventen forventes at vare.
Dagen efter, lørdag den 11. maj, rykker cykelløbet op til Gerlev, som danner målområde for linjeløbet. Det er et virkelig spændende cykelområde, og med de hårde bakker i området vil det blive et meget seværdigt cykelløb, hvor der skal findes en velfortjent vinder i de respektive klasser. Den 22 kilometer lange rundstrækning bliver ensrettet for at gøre cykelløbet på de smalle veje så sikkert som muligt.