U23 vinderne fra Berlin skal køre som Par nr. 6 i DBCs 3-dagesløb
Søndag kunne de juble over at vinde U23-afdelingen af 6-dagesløbet i Berlin. Dette efter en magtdemonstration over fire dage i Tysklands hovedstad. Den 7. til 9. februar skal Marcus Sander Hansen og Frederik Egehus køre som par nr. 6 præsenteret af Flyt.dk ved DBCs store 3-dagesløb i Ballerup Super Arena.
Generelt er Sander Hansen og Egehus to af dansk cykelsports store talenter. De to vandt sidste år også 6 Dages Cup’en i forbindelse med det københavnske 6-dagesløb. Fra 2020 skal Sander Hansen, der i 2018 vandt Danmarks Cykle Unions junior Cup, køre for BHS- PL Beton Almeborg. Egehus imponerede tidligere på vinteren ved at vinde første udgave af Andreas Byskov Sarbos Mindeløb i Ballerup Super Arena.
Hele 18 par er med i det professionelle felt i DBCs 3-dagesløb. Det samlede felt præsenteres indenfor få dage.