Ung DBC-sprinter inviteret til gratis ophold på UCIs sprinterskole
Sprintdisciplinerne på banerne ved det netop afviklede OL i Rio har uden tvivl fascineret mange danskere. Desværre er det lang tid siden, at Danmark har haft en sprinter af international klasse. Men bedre tider kan være på vej.
Danmark og DBC (Dansk Bicycle Club) råder nemlig over flere unge ryttere med et talent for sprintdisciplinerne. Et af disse talenter, 21-årige William Rimkratt-Milkowski, har allerede bevidst sit potientale ved tre gange at blive dansk mester. Men Rimkratt-Milkowski bliver efterhånden skarpt fuldt til dørs af blot 17-årige Jakob Joensen.
Joensen leverede en god indsats ved sommerens junior-VM, og har ved flere andre lejligheder demonstreret sine store evner i specielt disciplinen keirin. Jakob Joensen har desuden tidligere på året været på træningsophold i den internationale cykelunions (UCI) træningscenter i schweiziske Aigle. Her leverede den unge sprinter en så imponerende indsats, der nu har medført at UCI har inviteret Joensen til et gratis ophold over to og en halv måned på deres træningscenter.
Invitationen bliver naturligvis taget godt imod af den unge sprinter. “Jeg er super glade for at få denne mulighed. Det betyder jo, at jeg har gjort et godt indtryk første gang, jeg var dernede, og at de har lyst til at arbejde videre med mig, fordi de synes jeg har potentiale”, forklarer Jakob Joensen, der desuden fortæller, at han primært vil arbejde for at kunne træde nogle større gear. Jakob Joensen har et klart mål med træningsopholdet i Schweiz. “Først og fremmest er mit mål at blive dansk juniormester i sprint samt slå den danske rekord i flyvende 200 meter. Desuden vil jeg gerne vinde et internationalt løb”, forklarer Joensen, der også har ambitioner på lidt længere sigt. “At blive verdensmester er selvfølgelig en drøm, og komme til OL og repræsentere Danmark er også noget, jeg vil kæmpe for”.
Opholdet bliver fra den 5. september til 20. november.