Nyheder

Uno-X bliver ny storsponsor i dansk cykelsport

Danmarks Cykle Union (DCU) kan nu offentliggøre, at Uno-X bliver ny storsponsor og samarbejdspartner i dansk cykelsport. Det udvidede samarbejde mellem DCU og Uno-X har til ambition at bakke op om dansk cykelsport og støtte, inspirere og udvikle både de unge og de professionelle danske cykelryttere til at nå personlige og fælles mål – og så skal samarbejdet bidrage til, at Danmark fortsætter den internationale medaljehøst.

“Uno-X ønsker, at Danmark – også i fremtiden – skal være et af de store lande indenfor cykling og cykelsport, og det skal det langsigtede og ambitiøse samarbejde med DCU hjælpe til med. Det kræver de rigtige rammer at udvikle cykelryttere, og vi ønsker at være med hele vejen gennem rytternes cykelkarriere og hjælpe til i alle faser af deres liv”, siger Ole Johannes Tønnessen, der er adm. dir. hos Uno-X Danmark A/S.

Dansk cykelsport er inde i en fantastisk udvikling, og Danmarks Cykle Union glæder sig over det nye partnerskab, der er med til at sikre endnu bedre sportslige rammer:

“Den nye aftale med Uno-X er en af de største, vi har indgået i løbet af de seneste tre årtier. Samarbejdet med Uno-X giver et kæmpe boost til vores arbejde og organisation, og Uno-X kommer til at være en meget aktiv partner, der deler vores værdier og passion i forhold til cykelsporten”, forklarer Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen.

Uno-X og Danmarks Cykle Union har foreløbig indgået en treårige aftale med start fra 2019.