Utrolig cykelhistorie: Blev hentet hjem fra natklub og vandt VM
Utrolige cykelhistorier er en artikelserie som vi her på CyclingWorld.dk forventer vil udfolde sig med fascinerende beretninger fra den spektakulære historie cykelsporten har.
Georges Speicher blev den første nogensinde til at vinde både Tour de France og landevejs-VM i samme år. I 1933 blev Tour’en kørt i udgave nr. 27. Speicher overtog førertrøjen efter en sejr på tolvte etape, og forsvarende den hele vejen til Paris. Tre etaper vandt han det år i Tour’en. En etapesejr gav bonus på to minutter og uden denne bonustid havde Speicher faktisk ikke vundet det franske etapeløb. Et par uger efter blev Speicher verdensmester, også på hjemmebane i Frankrig.
Denne dobbeltsejr er siden blevet gentaget af Louison Bobet (1954), Eddy Merckx (1971 og 1974), Stephen Roche (1987) og Greg Lemond (1989). Speicher var den første, og ingen af de øvrige kan i øvrigt matche Speichers optakt til VM-sejren.
Georges Speicher var oprindeligt ikke udtaget til det franske VM hold i 1933 på Montlhéry-motorbanen syd for Paris. Udtagelseskomitéen havde vurderet, at han var for træt efter Tour’en. VM blev i disse år kørt i august forholdsvis kort tid efter Tour’en. Men der kom afbud fra Paul Chocque. Angiveligt grundet sygdom, men fransk presse havde virkelig været kritisk overfor udtagelsen af Chocque. Dagen før VM-løbet skulle der findes en erstatning til det franske hold. Det var oplagt at tage fat i Tour-vinderen. Men han skulle først findes. Og de var ikke lige til.
Der er lidt forskellige versioner af historien. Nogen kilder beretter, at Speicher blev fundet på en natklub i Paris. Andre at han netop havde købt billet til en biograf. Men under alle omstændigheder blev Tour-vinderen bragt til Montlhéry. Næste dag blev han verdensmester! Speicher sikrede sig sejren efter solokørsel over 125 kilometer. Han var i mål hele fem minutter foran landsmand Antonin Magne, der i øvrigt senere blev verdensmester i 1936 og to gange vandt Tour’en.
Georges Speicher blev født den 8. juni 1907. Han startede først med at cykle som 17-årige, og blev professionel i 1932. Han vandt i alt ni etaper i Tour de France, Paris-Roubaix i 1936 og blev fransk mester tre gange. Sejren på cykelbanen i Roubaix i ’36 er i øvrigt meget omdiskuteret. De fleste øjenvidner var enige om at Romain Maes var først over målstregen. Dette fremgår også af et foto. Men kommissærerne pegede på Speicher.
Han stoppede karrieren i 1943. Speicher var desuden kendt som en flot fyr, og fik en form for stjernestatus i Frankrig. Han døde i 1978.