BaneDansk Landevej

Verdens to ældste cykelklubber fusioneres til stor Ballerup-klub

Ved en ekstraordinær generalforsamling hos DBC onsdag aften i Ballerup Super Arena blev en fusion mellem DBC og DCR Ballerup vedtaget. DCR Ballerup har på en tidligere generalforsamling vedtaget at fusionen kan gennemføre. Beslutningen er begge steder enstemmigt vedtaget.
Dermed kan verdens to ældste cykelklubber indgå en fusion, og klubben skal i fremtiden hedde DBC Ballerup.

Ideen bag fusionen er at skabe en magtfaktor i dansk cykelsport med base omkring Ballerup Super Arena. En klub med fokus på både banesporten og landevejscykling.

“Det giver god mening, at vi laver et stort og stærkt fællesskab omkring cykelsporten i Ballerup, og skaber hele Ballerups cykelklub sammen. Vi kommer til at stå stærkere overfor sponsorer og andre samarbejdspartnere, og kan løfte rammerne om cykelsporten i kommunen. Vores ambition er at blive en endnu større magtfaktor i dansk cykelsport, og bidrage til talentudvikling både på landevejen og banen samt i cyklecross men også have nogle rigtig gode tilbud omkring breddecykling. Og så vil vi selvfølgelig holde store cykelevents både i Ballerup Super Arena, og også på landevejene”, siger de to formænd, Bjarne Kratholm fra DBC og Christian Poulsen fra DCR i en fælles udtalelse.

DBC er stiftet den 7. maj 1881, blev den 7. maj 2021 140 år, og er dermed verdens ældste fortsat eksisterende cykelklub, mens DCR Ballerup er stiftet i 1890.

I forbindelse med fusionen opstartes også landevejstræning i regi af DBC Ballerup. Der er træning for børn hver mandag fra kl. 17 til 19 med udgangspunkt fra Ballerup Super Arena. Hver tirsdag er der træning for voksne fra kl. 17 med udgangspunt fra Arenaen. For voksne køre i to hold i forskellige hastighed.

Fusionen træder endeligt i kraft den 1. maj.

Husk at købe dine cykelbøger via www.cyclingworldshop.dk.