Verdensmesteren ude af Giro’en og kommer ikke til VM
Verdensmester og førende rytter i løbet, Annemiek van Vleuten, er tvunget til at forlade Giro Rosa. Dette efter et styrt i finalen på torsdagens syvende etape. Mitchelton-SCOTT rytteren sad med i en frontgruppe, hvor rytterne foran hende styrtede, og hun ikke kunne nå at undvige. Efterfølgende undersøgelser viste, at den 37-årige hollænder har et brud i venstre håndled, og hun må tage hjem til Holland for at gennemgå en operation.
“Jeg er super ked af at jeg ikke kan forsvare min lyserøde førertrøje, men endnu mere ked af at der ikke bliver noget VM for mig på en rute, der ellers passer mig. Det er skuffende, at jeg ikke kan forsvare min VM-trøje”, udtalte Annemiek van Vleuten torsdag aften med henvisning til næste uges VM i Italien.
Også Amanda Spratt fra Mitchelton Scott måtte udgå af løbet efter styrtet.
Polske Katarzyna Niewiadoma fra Canyon SRAM Racing overtager føringen i løbet.
Danske Cecilie Uttrup Ludwig er fortsat i løbets bjergtrøje og rykker også op på tredjepladsen i klassementet. Der resterer endnu to etaper af årets Giro Rosa.