BaneTopartikler

Viden om timerekorden

Timerekorden er den mest prestigefyldte rekord i cykelsporten. Kampen mod uret over 60 minutter er noget helt specielt og noget der fascinerer de fleste cykelfans. Den 11. januar 2018 vil Martin Toft Madsen udfordre den danske timerekord i Ballerup Super Arena. Billetter til denne event køber du via www.bikeNrun.dk.

Den danske rekord indehaves af U23 verdensmester i enkeltstart Mikkel Bjerg, der i oktober 2017 på Odense Cykelbane kørte 52.311 meter på de 60 minutter. Bjerg slog dermed Ole Ritters rekord, der stod fra 1974 til 2017. Ritter kørte i 1974 i Mexico 48.879 meter. Tidligere var Ritter indehaver af verdensrekorden i disciplinen fra 1968 til 1972 med 48.654 meter. Denne blev slået af Eddy Merckx med 49.432 meter

Ritters danske rekord blev i første omgang slået af Martin Toft Madsen, der i februar 2017 i forbindelse med 6-dagesløbet i Ballerup, kørte 52.114 meter. Toft Madsen fik dog siden frataget rekorden, da han afleverede en positiv dopingtest grundet forurenet kosttilskud.

Mikkel Bjergs rekord har uden tvivl internationalt format. Til sammenligning kan det nævnes, at da Jens Voigt i 2014 satte verdensrekord, som den første efter en regelændring hos den internationale cykelunion, kørte han 51.110 meter.

Den nuværende verdensrekord indehaves af britiske Bradley Wiggins, og lyder på 54.526 meter, og blev sat i London 2015.

Timeverdensrekorder sat efter UCIs regelændring i maj 2014:

2014: Jens Voigt 51.110 meter
2014: Matthias Brändle 51.852 meter
2015: Rohan Dennis 52.491 meter
2015: Alex Dowsett 52.937 meter
2015: Bradley Wiggins 54.536 meter

Regelændringen i 2014 bestød, at rytterne i forbindelse med timerekorden måtte benytte samme udstyr som i forbindelse med andre banediscipliner. Fra 2000 til 2014 måtte man kun benytte udstyr i samme mål som det Eddy Merckx’ benyttede ved sin rekord i 1972.

Specielt i 1990’erne havde udviklingen af udstyr taget en ekstrem drejning med Graham Obree cykel bygget af dele fra blandt andet en vaskemaskine som det mest udpræget eksempel.

I 1990’erne var der generelt stort fokus på timerekorden med profiler som Obree, Francesco Moser, Chris Boardman, Miguel Indurain og Tony Rominger blandt rekordsætterne.

I 2000, efter regelændringen, lykkedes det lige præcis britiske Chris Boardman at slå Eddy Mercks rekord med de nye regler. Briten kørte i Manchester 49.411 meter. Mercks rekord fra 1972 lød på 49.432 meter. Siden blev Boardmans rekord slået af tjekkiske Ondrej Sosenka, der i 2005 i Moskva kørte 49.700 meter. Denne rekord stod frem til Jens Voigts rekord.

Også Mogens Frey og Hans-Henrik Ørsted har været indehavere af timeverdensrekorden. Frey kørte i 1969 47.514 meter, hvilket var amatørverdensrekord på dette tidspunkt. I 1985 kørte Hans-Henrik Ørsted 48.145 meter, også en amatørverdensrekord. Ørsted satte desuden rekord for professionelle på baner, der ligger under 600 meter over havets overflade med 48.144 i 1985.

Den 11. januar skal Martin Toft Madsen forsøge at slå den danske timerekord i Ballerup Super Arena. Husk at sikre dig din billet via www.bikeNrun.dk.