Ballerup Super ArenaBaneTopartikler

Vinderen af 6-dagesløbet i Gent med i Nytårsstævnet i Ballerup Super Arena

Søndag sluttede den 78. udgave af 6-dagesløbet i Gent. Det klassiske løb i Het Kuipke-velodromen blev en triumf for belgiske Iljo Keisse og italienske Elia Viviani efter en fantastisk spændende finale.

Den 28. december afholder Danmarks ældste cykelklub, DBC, Nytårsstævne og 100 km parløb i Ballerup Super Arena. På startlisten i det ekstreme parløb er blandt andre Iljo Keisse.

“Keisse var banens bedste i Gent, og er bare blandt verdens allerbedste baneryttere. Det er fantastisk, vi kan præsentere ham ved vores stævne. Og når nu Keisse kommer til Danmark er det helt naturligt, at han skal køre i det sorte Par nr. 9 med Marc Hester, som de gjorde i 2012”, lyder det fra DBCs eventansvarlige Jimmi Madsen.

Iljo Keisse skal køre i Ballerup med danske Marc Hester. De to vandt sammen jubilæumsudgave nr. 50 af det københavnske 6-dagesløb i 2012. Men i 100 km parløbet den 28. december får de stor modstand. Arrangørerne har foreløbigt lavet aftaler med World Cup vinderne Casper Folsach/Julius Johansen, Trek-Segafredo-rytterne Mads Pedersen/Jasper Stuyven samt Flandern Rundt vinderen Niki Terpstra. Og flere stærke par vil blive præsenteret i den nærmeste fremtid.

Nytårsstævnet 2018 bliver præsenteret af Beckers Maling.

Billetter kan købes via https://bikenrun.dk/collections/event-billetter.

Husk at bogen 6-dagesløb udkommer i december. Læs mere og bestil bogen her.